KOLORISTERNE

OM KOLORISTERNE De første år 1930’erne var et frugtbart årti for dannelsen af nye kunstnersammenslutninger. Koloristerne opstod i 1932, samme år som Corner, på initiativ af maleren Gitz-Johansen og den svensk fødte kunstner Emil Westman. De øvrige medlemmer var Barbermaleren John Christensen (gruppens formand frem til 1940), Hjalmar Kragh-Pedersen, Peder Larsen, Knud Nellemose, Svend Thomsen, Hans Olsen og Povl Søndergaard, samt svenskerne Ivan Nilsson, Figge Holmgren, Karl Enock Ohlsson og Martin Edmond. Den oprindelige idé var, at gruppen skiftevis skulle udstille i Danmark og i Sverige, men efter Emil Westmans død i 1935 blev sammenslutningen et rent dansk foretagende.		Katalogforside 1935
Navnet Koloristerne henviste mere til kunstnernes arbejde med farverne end til en decideret koloristisk holdning: ”… vi er en del Kammerater, der gerne vil slutte os sammen. Vi ligner i øvrigt slet ikke hinanden, vi er saa forskellige indbyrdes som Ild og Vand, og enhver af os er hver for sig at betragte som en Sensation. Der er ikke nogen bestemt Linje gennem denne Udstilling og vi har kun været underkastet den Censur, som vi med Respekt for os selv har underkastet vore egne Frembringelser”, skrev Gitz-Johansen i 1932 (B.T. dec. 1932).
De udstillede værker havde alle en naturalistisk opfattelse af motiverne samt en tendens til at fokusere på social-realistiske emner. Først i slutningen af 1930’erne begynder en større farveglæde at gøre sig gældende hos Koloristerne, med bl.a. Henry Heerup som gæst, der imidlertid hurtigt gik over til Corner & Høst-udstillingen, Preben Knuth, Poul Sørensen og Svend Thomsen.
1940’erne – 1950’erne 1940’erne markeredes med optagelsen af en række nye medlemmer, blandt dem Aage Fredslund Andersen, Boye Givskov, Kai Mottlau, der i 3 år var Koloristernes formand, Børge Bokkenheuser, Harald Leth, Carl Lobedanz, m.fl. Fra den tidligere opløste sammenslutning Bølleblomsten kom, i begyndelsen af 1950’erne, William Fredericia, Steffen Petersen og Ingrid Hansen, alle tre tidligere elever fra P. Rostrup Bøyesens Malerskole, og for de to sidstnævntes vedkommende nogle udprægede kolorister. WiIlliam Fridericia afløste Kai Mottlau i 1980 og blev formand for gruppen frem til 1989.
Abstraktionens indtog Abstraktionen kom forsigtigt ind, først med Helge Ernst i 1955, efterfulgt af Helle Thorborg og Hugo Arne Buch. I løbet af 1960’erne fandt den en ganske naturlig plads mellem de mere traditionelle skildringer, figur-kompositioner og opstillinger og de kunstnere, der finder deres inspiration i en mere fabulerende verden, som f.eks. Reidar Magnus (medlem fra 1964 til 1968), Erling Jørgensen (fra 1968 til 1973), William Fridericia, Herman Stilling (som blev medlem i 1964). Slutningen af 1950’erne var en ugunstig periode for gruppen, som følte sig utilfreds med Charlottenborgs dårlige udstillingsforhold, hvor de var tre grupper til at dele bygningen. Efter mange diskussioner og en to års pause åbnede Koloristerne igen, i 1961, på Den Frie. Her kunne de udfolde sig i alle rummene, tage imod nye medlemmer og invitere gæster, som f.eks. Poul Winther, som blev medlem i 1964, Seppo Mattinen i 1966 (efter 1975 gik han over til Grønningen) og Søren Hansen i 1969.
I løbet af 1970’erne og 80’erne kom mange af de aktuelle medlemmer, der for de flestes vedkommende dyrker et ekspressivt formsprog, delvis abstrakt, ofte med udgangspunkt i den genkendelige verden.: Tonning Rasmussen i 1971 (han forblev i gruppen frem til 1986 og gik derefter over til Grønningen), Nanna Hertoft i 1972, Ole Heerup og Peter Hentze i 1974, Jens Peter Helge Hansen i 1976, Leif Lage i 1977, Inge Lise Westman i 1979. I 80’erne blev følgende medlemmer – Else Fischer-Hansen i 1980, Frank Rubin og Ingvald Holmefjord i 1981, Pia Schutzmann i 1984, Poul Skov Sørensen i 1988; i 90’erne, Kurt Tegtmeier, Maria Buras, Johannes Carstensen og Eli Benveniste, og de senere år Niels Reumert, Søren Ankarfeldt, Anne-Birthe Hove og Toni Larsen.
Koloristernes særpræg Koloristerne holder hovedsagelig fast ved disse tre områder: maleriet, skulpturen og grafikken. De forbliver trofaste overfor kunstens traditionelle værdier: en solid metier, som ikke er ensbetydende med et tomt indhold. Nogle er fabulerende eller lyriske, andre er mere reflekterende. Interessen for mennesket er ikke særlig udbredt, med undtagelse af Leif Lages portrætter, som viser en bred vifte af menneskelige udtryk, forbundet med en intens farverigdom. Lisbeth Nielsen er også en af de få kunstnere, der kredser omkring mennesket som tema og koncentrerer sig om kroppens udtryk. I den senere tid har Astrid Klenow interesseret sig for portrætter i en serie buster af ler.
I dag som ved gruppens start har Koloristerne hverken manifester eller fastlagte kunstneriske retningslinier. Alligevel adskiller de sig fra andre sammenslutninger, måske netop på grund af de karakteristika forbundet med navnet, som de i mange år har haft besvær med. Der er udpræget koloristisk talent hos de fleste medlemmer, ikke fordi de nødvendigvis dyrker de stærke farver. Den koloristiske sans kan manifestere sig på en nedsat farveskala med anvendelse af dæmpede farver, som på grund af udvælgelsen og sammensætningen giver billederne en speciel styrke, en udstråling. Trods den brede vifte af kunstneriske udtryksformer kan man pege på to hovedtendenser, som giver sammenslutningen sin særlige profil: en del af kunstnerne er stærkt forankret i den danske tradition og fortsætter hermed en linie, der allerede var til sted i sammenslutningens barndom, mens andre dyrker et lyrisk ekspressivt, undertiden fabulerende formsprog, som et udtryk for sjælen eller for sanserne.		Gruppebillede 1992
		op
© KOLORISTERNE Alle værker er ophavsretsbeskyttet og må ikke benyttes uden forudgående aftale. Kontakt venligst kunstneren eller COPY-DAN