Det gode værktøj

For to år siden flyttede jeg ind i lejligheden her. Jeg er glad for at bo her. Det er et rart og roligt kvarter. Vi hører ikke om kriminalitet, indbrud og tyverier. Vi kommer sådan set heller ikke hinanden ved. Vi hilser høfligt på hinanden, når vi mødes. Det er kun den ældre mand, der bor nede i stueetagen, som interesserer sig for andre mennesker. Han er sød. En rigtig gentleman. Han holder altid, døren for mig, når han ser, at jeg kommer slæbende med mine indkøbsnet. Han er også et jammerhoved. Beklager sig over de unge, der ikke er interesseret i noget som helst andet end deres telefon (ⓘ). Han fortalte mig, at han godt kan lide at lave havearbejde. Derfor tager han hver weekend hen til den landsby, som han kommer fra. Der får han lov til at passe sine tomater og auberginer og courgetter. Han elsker det. Jeg plejer at give ham, et af de friskbagte brød, jeg bager en gang om ugen. Han bliver så taknemlig.

Gult smulder?

For tre dage siden opdagede, jeg så efter at have låst mig ind i min lejlighed, at der lå noget gult smuldr ved et af vinduerne. Jeg undrede mig lidt. Jeg havde støvsuget dagen før, og da havde jeg ikke lagt mærke til smuldr ved vinduet. Jeg fik det fejet op. Gad ikke hive støvsugeren frem. Det lignede noget af den der slags fugemasse, de sætter i omkring vinduerne, når de sætter dem i. Jeg tænkte ikke mere over det.

I går lagde jeg så mærke til endnu mere smuld ved vinduet. Jeg kunne ligesom se, at der var mere smuldr på vej. Så jeg pillede ved det og fik en masse smuldr på fingrene og gulvet. Det blev fjernet. Men det vakte også bekymring. Jeg vil jo nødig have, at vinduet falder ud, eller at der kommer fugtskader der, hvor fugemassen ikke findes længere.

Jeg kontaktede naturligvis ejeren af lejligheden og fortalte ham om det lille problem. Nu er han et ordentligt menneske, så han kom lige med det samme for at se på skaden. Han kunne godt se, hvad der var galt. Han har selv arbejdet i byggebranchen. Han fortalte mig, at jeg ikke skulle være bekymret. Han sender en mand, der vil komme og udbedre skaderne, der var sket. Jeg spurgte ham, om det er noget, vi ikke selv kan lave, så omkostningerne ikke blev for store. Han kiggede på mig.

Bruge en fugepistol

Jeg kunne se, at han tænkte: ”Kære pigebarn, har du nogensinde holdt en fugepistol i dine hænder?” Han fortalte mig, at det skulle jeg slet ikke tænke på. Han vil dække udgifterne. Det er hans ejendom. Og den skade, som jeg har fundet, bliver dækket af hans forsikring.
I morges dukkede der to håndværkere op. De kom med fugepistoler og fugemasse. De kiggede på alle vinduerne. Bandede lidt over det klamphuggeri, der var blevet lavet. Fortalte mig, at de ville komme igen i morgen og færdiggøre deres arbejde. De forklarede mig, at håndværkerne, der havde sat vinduer i, havde brugt en forkert fugemasse.

Min dreng er ved at blive stor. Han er 10 år gammel og har virkeligt arvet nogle af sin fars gør det selv gener. Han ved allerede alt om værktøj. Og han ved alt om forskellige brands inden for det segment. Det er ret sjovt at høre ham fortælle sin klassekammerat om, hvordan man bruger en Stanley kniv korrekt. Han vægter ordet Stanley for ligesom at signalere overfor sin ven, at han har styr på tingene.

Stanley værktøj

(Jeg skal måske lige sige, at jeg har lært, at Stanley er et firma, der sælger alt muligt værktøj. Lige fra værktøjskasser til knive og høvle.) Selv har jeg aldrig lagt mærke til, hvilket firma værktøjet, vi har, kommer fra. En slibemaskine er en slibemaskine. En høvl er en høvl. Sådan er det i min verden. Men naturligvis. Sådan er det ikke i min mands og min drengs verden. Værktøj er ikke bare værktøj. På samme måde, som at en køkkenkniv ikke bare er en køkkenkniv for mig. Jeg vægter jo selv, om det er en god dansk produceret kniv, jeg bruger, eller om det er en ultradyr japansk kniv, der bare er på mode.

Derfor passer jeg også meget på med at komme til at grine, når jeg hører min søn tale om Stanley eller et eller andet mærke. Jeg ved godt, at han ikke helt er klar over, hvad det betyder. Men jeg ved, at han har lært, at når hans far siger Stanley, så er det kram, han får lov til at holde i hænderne.

Lettere dumdristig

Sommetider synes jeg, at min mand er lidt dumdristig, når han giver vores dreng lov til at skære med en af de der skarpe knive. Også selvom der er forskellige sikkerhedsmekanismer. De små hænder kan nemt få store, grimme sår og ar efter rifter. Min mand siger, at han sagtens kan håndtere sådan en kniv, og at han selvfølgelig holder øje med, at han gør det korrekt.

Jeg er bare bekymret. Jeg ved jo godt, at ligegyldigt hvor meget man passer på, så kan det gå galt. Min egen far, der var snedker, kom da grueligt galt afsted med en slibemaskine engang. Det var en frygtelig historie. Selvom min far godt vidste, hvordan man skal holde stempeljernene, når man sliber dem, så fik han da alligevel lavet et kæmpe hul i sin hånd. Det tog, flere måneder inden såret var helet, og han kunne bruge hånden igen. Så ja, jeg er måske overforsigtig. Men hellere det, end at være dumdristig. Især når det handler om værktøj med skarpe, klinger. Økser, knive, stemmejern mv.

Og nej, min dreng får ikke lov til at låne sin fars båndsav, førend han bliver 15. Det er simpelthen for farligt. Indtil da må han nøjes med at se på, når hans far bruger båndsaven. På det punkt i det mindste er min mand og jeg enige. Og indtil da må min mand så være villig til at hjælpe vores dreng, når skaberlysten kommer over ham. Han skal ikke bremses i sin kreativitet. Han skal bare vejledes og hjælpes i ny og næ.