Vi er trolde

Hjemme hos os er det sådan, at vi godt kan skændes. Og det kan være ret højlydt en gang imellem. Vi kommer som regel op at skændes, når vi taler om politik. Min mand er socialdemokrat, og han kalder mig for ultrakonservativ. Vi bliver som regel gode venner hurtigt efter et skænderi om politiske tiltag. Vores børn ved godt, at vi elsker hinanden, og at vi også elsker at diskutere og argumentere. De ser os skændes, og de ser os også omfavne hinanden efter et skænderi. De synes, vi er nogle værre juletrolde – det kalder de os faktisk!

Billige glas er smart

Jeg har arvet min fars kærlighed til at diskutere for diskussionens skyld. Og jeg har arvet min mors temperament. Det er lidt lige som at sætte ild til en krudtugle. Og vi har igennem årenes forløb som ægtepar lært altid at købe billige glas. For der ryger nogle efter min mand, når han provokerer mig. Han er virkelig cool, og meget intelligent. Det er derfor, jeg elsker ham. Engang imellem føler jeg bare, når vi taler om politik, at han manipulerer med mine ord. Og det får mig helt ud i det røde felt, når han gør det.
Jeg kastede engang et glas vin efter ham. Jeg var blevet så arrig, at jeg næsten tudede af raseri.

Et glas sennep griser

En anden gang var det et glas sennep, der røg i hans retning. Det var ikke sjovt at skulle gøre væggen og gulvet rene efter det kast. Sennep er noget fedtet og klistret stads, som næsten er umuligt at få tørret væk. Vores store dreng på 6 år foreslog engang, at vi ikke længere købte glas, men at vi køber plastikkrus i stedet for. De går ikke i stykker, når man taber – eller kaster – dem. Hvad siger man til sådan et forslag? Jeg synes, logikken er rigtig. Men det ligger langt fra mine regler herhjemme, at vi skal drikke vand af plastikglas. Nej. Vi skal have almindelige glas, og bordet, skal dækkes pænt. Ikke noget med køkkenrulle i stedet for servietter.

Visse værdier fastholdes

Der er nogle værdier, der skal bevares! Sådan er det bare. Så nej. Vi køber ikke plastikglas. Vi køber billige glas til vand og vin hos isenkræmmeren. I store mængder. Jeg har faktisk et par kasser med 6 stykker af hver stående nede i kælderen. Jeg ved jo, at de ryger på gulvet, eller bliver kastet. Og jeg ved, at det er mig, der kaster dem. Det er mit privilegie. Det er også mig, der køber glassene, fordi jeg føler, at jeg selv skal erstatte dem, der går itu. Og jeg gør meget ud af at forklare vores børn, at det er en meget grim uvane at kaste med et fyldt glas.

Vores børn har forstået, at de ikke må gøre det. Men i søndags opdagede jeg så, at vores lille datter på 4 har arvet mit hidsige temperament. Hun kastede sit vandglas på gulvet i arrigskab, fordi jeg nægtede hende endnu en portion is. (Hun elsker søde sager og, især slik.) Nu skal jeg så til at lære at kontrollere mit temperament – og hendes. Vi kan ikke blive ved med at købe nye glas. Måske vi skulle kigge lidt mere på det der med at være trolde?